Bronze..Yes yes yes! 7. juni 2010
EM i Bulgarien er lige overstået og velgennemført. For min del blev det en meget hård uge, hvor jeg lagde helt fantastisk ud med en bronzemedalje på sprinten.
Havde folk spurgt mig inden hvad jeg forventede mig af dette EM, havde jeg svaret en Top 15 placering, måske en Top 10, hvis det gik rigtigt godt. Podiet turde jeg slet ikke drømme om. At jeg så kommer hjem med en bronzemedalje i bagagen er helt utroligt.
Sprint kvalifikationen var samme dag som finalen, med nogle timers mellemrum. Jeg følte mig rigtigt godt løbende på kvalifikationen og følte slet ikke jeg havde brugt alle mine kræfter. Alligevel blev det til en anden plads i mit kvalifikationsheat.
Mellem løbende snakkede jeg med Kenneth Buch om hvordan jeg skulle gribe finalen an. Jeg fortalte at jeg havde meget mer at give af, men han overbeviste mig om at jeg skulle fokusere på teknikken og give mig tid til orienteringen. Dette viste sig at være en rigtigt god plan, da det teknisk set blev en rigtigt krævende sprintbane. Der var mange detaljer på kortet og det var svært at overskue hvilket vejvalg som var det bedste. Jeg gav mig tiden jeg skulle bruge og stoppede op ved posten, hvis jeg ikke havde planlagt mit vejvalg til næste post.
Omkring halvvejs er jeg tæt på at lave en fejl, hvor jeg løb til den forkerte side af et hus. Jeg fanger fejlen meget hurtigt og finder posten med et tidstab på måske 10 sekunder. Her ser jeg et glimt af Minna Kauppi, som startede et minut før mig. Slev om jeg mentalt havde forsøgt at forberede mig på at chancen var der for at jeg hentede hende stressede det mig lidt og jeg kom forkert mellem to huse, hvor min post altså ikke var. Jeg læser mig ind og løber tilbage mod posten. Her ser jeg Helena Jansson som startede et minut efter mig. Hun står og forsøger at læse sig ind, jeg løber mod posten og finder den. På vej mod næste post laver jeg en stressfejl, da jeg bare vil væk fra posten, så Helena ikke ser den. Til min overraskelse laver Helena samme fejl og følger efter mig. Jeg vender rundt og sætter kursen mod næste post. Helena gør det samme med hun løber venstre rundt om et hus, hvor jeg har planlagt at tage højre rundt. Jeg følger min egen plan og vi kommer samtidig til posten. Helena kommer foran til den efterfølgende post, men i postudløbet tager hun en forkert retning. Jeg stoler på mig selv og holder hende bag mig helt indtil vi kommer til klitterne. Herfra var det ikke så svær orientering, men selvom både Minna og Helena løber før mig, har jeg hele tiden styr på hvor jeg skal hen, da jeg lige fik bevist at selv de bedste også laver fejl.
Jeg spurter alt hvad jeg kan ind i det tunge sand. Helena kommer ind i klart bedste tid og bliver speaket helt vildt. Lige pludselig nævner dit mit navn og siger jeg har en god tid. Jeg bliver stolt over at jeg fulgte min plan og løb mit eget løb, og det går op for mig at jeg er sikret en plads på podiet (Top 6). Lige pludselig går det stærkt. Simone Niggli kommer ind i ny næstbedste tid og da sidst startende Lena Eliasson ikke har gode radiotider, vinder jeg bronzen. Det var bare så overvældende. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg havde styrken til at tage medalje. Danskerne kommer farende og giver mig de største knus. Et meget rørende øjeblik, men jeg er næsten i chok - jeg havde jo ikke engang løbet et specielt godt løb og alligevel gik min drøm om at tage medalje til et seniormesterskab i opfyldelse. Signe Søes og Tue Lassen løb nogle flotte løb kom på podiet med to sjette pladser.
De næste par dage stod den på kvalifikation til lang og mellem. Jeg havde rigtigt svært ved at sætte mig op til løbene. Det havde taget så mange kræfter at vinde bronzen og selvom jeg forsøgte at sætte mig op løbene, var det rigtigt hårdt og jeg kom aldrig helt op i gear. Jeg klarede dog at kvalificere mig, men de helt store præstationer blev det ikke til.
Stafetten blev løbet lige efter kvalifikationerne. Jeg skulle løbe den sidste tur, da Signe Søes er halvskadet og ikke skulle løbe den lidt længere sidste tur. De to piger lagde rigtigt godt ud, specielt Zenia Mogensen løb rigtigt flot på førsteturen og jeg blev sendt i skoven som nummer seks. Jeg lavede et par fejl i starten og Tjekkiets andenhold gik forbi. Kun et hold tæller til EM og vi kunne derfor stolte stille os på podiet som nummer seks til aftenens præmieoverrækkelse. Den første podie placering i damernes stafet siden 1993.
Så var der kun to distancer tilbage. På mellemdistancen fik jeg sat mig rigtigt godt op og løb et fint og kontrolleret løb, dog med en del mindre fejl. Det rakte til en 15. plads, hvilket jeg er rigtigt godt tilfreds med. Fysisk set havde jeg et overskud, men når teknikken skal følge med kunne det ikke gå hurtigere. Signe Søes imponerede helt vildt og tog sølvet og sin første medalje til et seniormesterskab.
Til langdistancen var det kun Tue Lassen og jeg som havde kvalificeret sig. Egentlig følte jeg mig tændt til dagens konkurrence, men var mentalt helt død. Jeg var ikke konsekvent nok i min orientering og lavede nogle kæmpe sjuske fejl i starten af banen, hvor jeg mister ni minutter. Jeg kæmpede dog resten af vejen, da jeg vidste at resten af holdet stod klar til at heppe mig i mål - og heppet det blev der i hvert fald. Det endte med en 26. plads, hvilket var fint, men jeg har potentiale til at lave et noget bedre resultat.
Generelt har det været et fantastisk EM. Stemningen på holdet har bare været helt vildt god allerede inden konkurrencerne. Et EM med 2 medaljer og 3 podieplaceringer taler selvfølgelig for sig selv, men det har bare været så fedt at være på tur med det danske landshold. Man blev båret af holdet og det er helt sikkert hele holdets præstation at der blev leveret så gode resultater som der gjorde. Vi har nu fundet vejen frem mod medaljerne og det er helt sikkert ikke det sidste man har set til det danske landshold.
Hilsen
Maja |
